At se hende bevæge sig dansende ind i min ensrettede verden skræmmer mig rigtigt meget, men jeg er slet ikke bange mere... (Intet andet ænses af mit nu bedøvede sind.) Hvert af hendes milde ord skærer hurtigt gennem mit selvtilfredse smørrede grin. (Min fortidige virkelighed smuldrer glædeligt.) Hendes egen duft får mine øjne til at stå på høje stilke, og gennem hendes fingres lette berøring får jeg livgivende stød, der lammer min vilje. (Fremtidens kvaler synes nu at forekomme så dejligt meningsløs.) Jeg dør til sidst, hver gang vi forenes i det nutidige, dog kun så lidt, at vi kan skabe et liv sammen. (Dette var tidens gang, da denne i sandhed sure realitet aldrig forudså hendes alt for unge egendød pga smerter påført af tiden uden mig...)
LJA 1979-1997
Ingen kommentarer:
Send en kommentar