Du tog hjerteslag bort, før solen lyste tort, henover legemer uden svulme, så der kan ulme, langt hinsides åndens døs, hvor mimreøjne bare optøes, en hypnotiseret sommerfugls vingeslag, i tåger af Amors endebag, belejrende helt sindets flanker, der svang du anker, iblandt en urørt talegave, ej overhovedet af lave, fra dengang til nu, da landsatte kun du, alt mesterværket på kronen, min afspænding fra frustrationen...
(LJA, 1979-1997)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar