Om 2 måneder fejres Arbejdernes Internationale Kampdag med en stor procentdel af de faglærte og ufaglærte i alle deres facetter, som finansielt skoses af VKO-Regeringen, og mentalt afvises af den elitære del af befolkningen, så er det intet under, at disse stemmer i protest på den laveste fællesnævner, skælmsk personificeret af Dansk Folkeparti. LO-Fagforeningerne levede på lånt tid, da garanterne i deres moderparti stolede på Nyrup’s efterlønsgaranti, og alt andet søvndyssende øregejl fra den borgerlige fløj i Socialdemokratiet de sidste 18 år.
Gamle Sossere vajer demonstrativt i afmagt flaget, men ingen vejrer morgenluft med Helle T. Schmidt’s valgflæsk ved stangen… Enhedslisten trænger vitterligt til en foryngelseskur af deres ublodige kampsange. Og Villy Søvndal giver forståeligt SF en falsk profil ved at slække på sociale samfundsdogmer i marxismen, når han og SFU lefler for jakkesætsburgøjserne i den borgerlige presse med humor.
Røde pølser, nationale fadbamser, indstuderede kor, selvfede forlystelser og “Først mig”-taler fuld af politisk korrekt trivialitet må man kalde vejroversigten, og ingen rydder op efter festen…
Louis Pio afholdt engang noget af en oratorisk provokation på Fælleden, som opildnede til Slaget på Fælleden.
Se, det var dage...!
Ensomme ildsjæle, som Louis Pio blev forkastet af sine egne, straffet for at udtrykke sig om Burmeister & Wain og glemt for det, han var… En åbenmundet agitator for bedre arbejdsforhold, som modtog sin påtrungne udvandring med kold ironi. Han er et ideal, der af meningsdannere bør anerkendes. Men i historien glemmes ofte de, som trak et lidet yndet læs… Man efterstræber ikke disse enere, og deres konflikter med fælleskabet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar