Tømmermændslæserbreve

"Tid til afhandling"
Lars Løkke snakker om tid til handling, når det f.eks. handler om Libyen, og leger "statsmand" ved at gå i krig dernede. Denne regering går ellers i valgkampsmodus ved spørgsmål om indenrigsproblemer som finanskrisen, og snakker om dansk værdikamp uden at kunne definere danskernes sande værdier. Der er tid til afhandling, kære statsminister, fordi vi andre glemmer ikke vores hjemlige husholdning, selvom du prøver at få os til at se dig som Libyernes frelser ved at lege krigsgal messias, når du istedet kunne have sendt nødhjælp til oprørerne i Libyen og ofrene i Japan. Nej, Lars Løkke handler hellere ved at sørge for at våbenindustrien har kronede dage, så de støtter ham ved det kommende valg...

"Krisehåndtering"
Oprørerne i Libyen har det svært, og de får nu støtte af Danmark og andre FN-lande med våbenmagt, fordi alle disse vil af med Gadaffi. Men hvem er de ellers? Har nogen overhovedet stillet det kritiske spørgsmål i VKO-regeringen? Fordi når talen falder på f.eks. Lars Løkke's ministre og deres håndtering af kritik, så fægter Bertel Haarder truende med armene overfor kritik, Birthe Rønn slukker sin mikrofon ved kritik og Tina Nedergaard siger op tidsnok til at få ministerpension og undgå kritik... Man kan hjælpe på mange måder, men at overse en mulig dumhed, gør at politikerne trænger til selvhjælpsgrupper, før de ender med at være uforstående overfor logisk kritik.

"Et lands behov"
På en uge har Japan oplevet over 550 jordskælv (næsten 80 om dagen), en altødelæggende tsunami og ydermere så trues landet af en atomar katastrofe. I de her krisetider, så bør ingen være sig selv nærmest, og derfor kan man som vestlig kun gøre en ting, når landet har overstået det værste - nemlig at genopbygge, hvad man kan, og huse de, som har brug for det. Japan stod ofte i forreste linje for at hjælpe andre ofre for naturens voldsomhed, og det samme bør vi nu gøre.

"Massemord på samvittigheden"
Mange vestlige ledere frygter et massemord på befolkningen i Libyen, og vil derfor intervenere mod overgrebet med et flyveforbud, også især efter at Gadaffi truer alt og alle efter hans tropper nu har overhånden. Ja, det flyveforbud, og lidt nødhjælp til befolkningen dernede, kan da også være gode idéer, men hvorfor gør de vestlige ledere så intet, når israelske soldater dræber nødhjælpsarbejdere i internationalt farvand, og derudover begår et massemord på palæstinenserne i Gaza og på Vestbredden...? Og da uroen brød ud i Libyen, så var Tony Blair, Nicolas Sarkozy og Silvio Berlusconi sjovt nok meget fåmælte, fordi de lige havde trykket Gadaffi's hånd, ligesom de tre førnævnte og andre i Vesten også er, når talen falder på Israel.