Indfaldsvinkelen, der faldt sammen henover udfaldsvinkelen

Bill Hicks døde yngre end jeg er nu, og med tiden indser jeg, at hvis fejlplacerede fæcesbefængte "filosoffer" som Lars Hedegaard kan tages seriøst som tænkere, så hvorfor ikke også mig? De sidste måneder har jeg ikke skrevet om så meget som jeg plejer, og var på nippet til at trække stikket på denne 1 1/2 år gamle blog, fordi jeg ikke kun gad lave en sødsuppe-blog med gamle læserbreve, youtube-videoer om World of Warcraft, yndlingssportshold, stressede madopskrifter, min yndlingsmusik eller andet småborgerligt som kedelige andre gør, og leve et liv uden at være anderledes. (Ja, jeg er lidt krævende...) Men mine læserbreve inspirerede jo ikke andre til at bekæmpe fordummelsen af samfundet.

Udløseren bag denne selverkendelse var en koncertoplevelse med Red Warszawa (Jep, det band der blev nakket i "I Kina spiser de hunde") på Nygadehuset i Aabenraa, som en panseksuel eksbolleveninde havde inviteret mig til...
Jeg tog om middagen fredag d.27/5 afsted til Aabenraa, så jeg var klar og beredt med en positivt nysgerrig indstilling på alt, hvad der ventede senere den aften. Det ønsker mange jo, at man skal, ellers er man jo en sur person, der ikke vil prøve noget nyt, vel? Og det var jeg der, glad og åben, og endnu mere i min ungdom. At det har ændret og ændrede sig meget den aften, kan I vel læse mellem linjerne?

"Ens indfaldsvinkel til forestående er jo anderledes end udfaldsvinkelen til det oplevede", svarede min veninde på en analyse af mig om, at enhver musikgenre har hver sin stereotype fanskare, før vores indkøbsturen om eftermiddagen. Inden da havde vi nydt et par billige dåseøl, der faktisk smagte af noget godt modsat Fuglsang-øl, men navnet har jeg glemt. Vi nød at snakke om mit nye faste forhold, politik for viderekomne selvglade nørder, transseksuelle's virkelige tøjlyster og jeg snart blev onkel for tredje gang. Begge smilte vi også falskt, og snakkede ikke om vores virkelige tanker, da det stod på pandestegte svinekødstern, der simrede i smørstegt mexikansk pulverkrydderi, inden hakkede rå løg, peberfrugter, cherrytomater, champignoner og hele babymajs fløj oveni, inden madholdet sluttede af med at drysse cheddar-ost, fløde, Kim's Peanuts og kogte ris på det langsomt tørsvitsende madeksperiment. Så var bunden da lagt til at drikke sig uansvarlig på Nygadehuset.
"Man kan tillade sig alt, når det er Red Warszawa", var min tidligere veninde's punchline på mine lidt åbenlyse præferencer mod bandet. (Ja, jeg lyder pludselig gammeldagsindstillet i denne blog, men jeg er inkarneret Genesis-fan og måske en poptøs, plus lidt navlebeskuende, før jeg topløs og forsvedt stagediver med for høj promille. Faktisk er jeg et kedeligt menneske på mange punkter. Overrasket?)
Nå, men...Alle de gamle kendinge var der: Punkerpiger i saggy-pants, støvede militærstøvler, kiksede tykke læderjakker og med næsepiercinger, der dinglede, så deres ansigtsudtryk fulgte med. Overfor dem stod mundlamt funderende langhårede gymnasiedrenge genert slæbende deres tennissko på jorden, med et bands påtryk på deres klassisk sorte t-shirt udover de knæhullede blågrå jeans og omringet af dåseøl udenfor Nygadegadehuset, da jeg ankom med veninden. Hun var iført push-up BH under det stramme domina-læderoutfit med passende højhælede, så de generaliserende detaljer fra før er hun undtaget fra - næsten... Stereotyper er fordømmende, og der var da handelsskoletyper med skjorte og deres fine måde at drikke en øl resten af aftenen og gemme sig fint fra at more sig med frygt for at blive til grin, mens de samtidigt nedrakkede SOSU-hjælpere som kommunale røvtørrere. (De personer tog jeg senere en "fuldemandssnak" med ved indgangen foran en småfed bonderøvsk udsmider, så slesk og fesent manipulerende, som jeg nu kunne være.)



(Del 1 sluttede her uredigeret d.20/7, men denne blog skulle have fortsat til at være den længste, som jeg nogensinde har skrevet, og skulle have været afsluttet før den 1/8-2011... Men så indtraf Utøya og en kammerats død, så pt holder jeg en meget lang selvvalgt blogpause. Om jeg begynder igen, lader jeg stå hinsides horisonten. Nogle tinge er jeg ikke herre over mere...)